Ikke så sjældent hører jeg forfattere, der tænker på PR et par uger (eller dage), før bogen udkommer.
Det er virkelig ærgerligt, for har man sat sig for at lave PR, så giver man ikke sig selv de bedste kort på hånden med den deadline. Og man kan lige så godt gøre PR-arbejdet så sjovt som muligt.
En af de vigtige grunde til at gå tidligt i gang med PR er dit pressearbejde.
Når du kontakter pressen, så er det altid godt med noget, der er en nyhed. Hvis du gerne vil i fx dameblade og et fagblad, så er en uge før meget sent. Med den produktionstid de har, så bliver det hurtigt gamle nyheder. Hvis nu de faktisk synes, det er en god historie, du kommer med, så er det ærgerligt at den bliver fejet af bordet alene fordi, den kommer for sent.
Når det kommer til anmeldelser, så gælder det samme.
Vær med til at sætte – vigtige – ringe i vandet
Ofte kommer PR-arbejdet sent i gang, fordi det ikke er det arbejde, man har mest lyst til. Når mange så gør går ind i arbejdet alligevel, så er det fordi, det vil være alt for trist, hvis ingen opdager at din bog er udkommet. Din indsats i PR-arbejdet er vigtig uanset, hvor meget dit forlag gør. Det er dig, der er den bedste til at fortælle om din bog. Det er dig, læserne vil se og høre.
Man ved, at folk køber bøger, når de har læst og hørt om en bog flere gange, så det er en god ide at sætte ringe i vandet. Det kan du gøre ved at udføre forskellige typer PR-arbejde som fx: presse, sociale medier, bogbloggere, anmeldelser, annoncer, ambassadører og foredrag.
Hvornår og hvordan skruer du op for PR-arbejdet?
Man kan faktisk godt komme for tidligt i gang. Set med mine øjne – også som forfatter – så er det vigtigt, at den kreative proces ikke bliver forstyrret af tanker om PR-vinkler. PR er et arbejde, hvor du ser bogen udefra. For mange kan det være vigtigt at blive i bogens univers for ikke at blive forstyrret i det kreative flow. Men når du begynder at redigere din bog, er det ligeledes vigtigt at kunne se bogen udefra med læsernes øjne. Det blik kan du også bruge til PR.
Det første du kan gøre, behøver ikke at være mere end det, der svarer til bagsideteksten, hvor du gør dig tanker om, hvad der er det mest centrale i bogen? Det er også altid godt at spørge dig selv, hvad det er du vil med bogen – hvorfor har du skrevet den? Måske giver det en PR-vinkel.
Det indledende PR-arbejde kan også være tanker om bogens cover. Når du udfører den slags arbejde, så er du i gang med at formidle din bog og bliver klar over, hvordan du vil præsentere den.
Når du gør det første tanker om bogens præsentation, kan du blive klar over, om din kommunikation føles rigtig. Hvis du kan mærke allerede der, at det vil du aldrig kunne formidle, så kan det være at der er noget i din bog, der skal skrues anderledes sammen.
Et eksempel kan være, at du har skrevet din bog som selvbiografisk, men opdager at det er for tæt op af dit eget liv. Så kan det være at du – måske sammen med din redaktør -kommer frem til at der skal nogle greb til at skabe distance. Eller, den omvendte vej rundt; at du faktisk er klar til at tage den tættere på dig selv.
Andre eksempler kunne være at du bliver klar over, at du har en faglig baggrund, du kan trække meget mere på eller at du skal have et forord på, der vil give din bog et endnu stærkere afsæt.
Jeg vil til hver en tid anbefale at lave en kommunikationsstrategi og plan, som giver en god ramme at planlægge inden for. Det behøver ikke tage meget mere en halv time at skrible de første tanker ned og så kan du tage den frem en gang i mellem op til lanceringstiden.
Ønsker du at få en skabelon til en kommunikationsstrategi, sig send mig en mail og jeg sender en til dig. Her vil du også kunne se mere specifikt, hvad der er deadlines for forskellige medier og anmeldere og hvornår du kan skrue op for kommunikationen på sociale medier.
God arbejdslyst